
STYRK RELATIONERNE I DIT TEAM
'Korte Møder' er en gave til dig - lige til at printe ud og bruge
Værd at vide om 'Korte Møder'
'Korte Møder' er en energigivende og enkel metode, der på under 10 min. sikrer, at I som team kommer til at føle en større samhørighed. 'Korte Møder' indeholder 22 spørgsmål, der skaber og vedligeholder energi, tillid og jeres forståelse for hinanden. I får set hinanden i øjnene, får talt sammen to og to, mens I svarer på interessante spørgsmål, der handler om holdninger og forventninger til jeres samarbejde. Brug metoden som en god start på et afdelings- eller projektmøde.
Sådan gør du
-
Print og klip kortene med spørgsmål ud. Du finder dem lige under denne tekst på både dansk og engelsk.
-
Alle deltagere modtager ét kort med et spørgsmål på. Alle spørgsmålene er forskellige, men tager alle udgangspunkt i at være positive og anerkendende.
-
Alle går rundt på gulvet.
-
Når der meldes klar fra mødelederen, mødes man en og en og stiller sit spørgsmål til den man ’holder møde’ med. Metoden hedder korte møder, fordi man bruger ca. 1 min. per spørgsmål. Mødelederne kan sagtens deltage.
-
Når begge parter har stillet den anden et spørgsmål, bytter man kort, og finder en ny ’mødepartner’.
-
Når man vifter med sit kort i luften kan de andre se, at man er klar til et nyt møde.
-
Mødelederen stopper Korte Møder efter ca. 10 min.
-
Afslut gerne med at spørge deltagerne, hvad de synes om spørgsmålene.
